Bor man i en mindre bolig – eksempelvis en studiebolig – skal man typisk bruge lidt ekstra tid og energi på at få indrettet den hensigtsmæssigt, så man har plads til alle sine ting. Men hvordan sørger man for, at det hele ikke kommer til at gå op i opbevaringsløsninger, men at der også bliver hyggeligt og personligt? Det får du en række tips til her.

Sæt et personligt præg på de små ting

Der er en hel del ting, man ganske enkelt ikke kan komme uden om at have i sin bolig, og disse kan du altså med fordel udvælge, så de afspejler din personlighed. I stedet for eksempelvis blot at vælge hvide viskestykker kan du vælge nogle i dine yndlingsfarver, så der også med disse bliver sat et personligt præg på boligen. Det samme gælder med service og krus. Især sidstnævnte findes i mange forskellige udformninger, og de kan altså godt være med til at gøre hjemmet lidt mere hyggeligt og personligt. Du skal have dem alligevel, så du kan lige så godt vælge nogle, som kan bidrage til den gode stemning i hjemmet frem for blot at vælge den helt almindelige slags, som kan findes i enhver indretnings- eller køkkenbutik.

Dekorer væggene

En anden god måde at skabe personlighed på er ved at hænge fine sager op på væggene. Det kan for eksempel være plakater, som passer til lige nøjagtig din personlige stil. De kan rammes ind i flotte og dekorative rammer, og på den måde bliver der altså virkelig sat et personligt præg på hjemmet. Du kan også vælge at dekorere væggene med feriebilleder og andre hyggelige minder. Har du god vægplads, kan du sågar lave din egen, lille scrapbog med dine allerbedste minder direkte på væggen. Det er i sandhed med til at gøre boligen hyggelig og anderledes, og du kan gøre det lige akkurat, som du har lyst til. Vælger du at sætte billederne op med elefantsnot, kan mindevæggen være dynamisk og udvikle sig i takt med, at du prøver nye ting og får nye oplevelser i mindebogen.

Udvælg få ting, du vil sætte fokus på

En mindre bolig bliver nemt overfyldt og kommer til at virke rodet, og det har du naturligvis ingen interesse i. Selvom du gerne vil have alle dine fine nipsting til at stå fremme for at skabe personlighed i hjemmet, kan det derfor godt være, det er en bedre idé at udvælge nogle få ting til at stå fremme og så skifte lidt ud en gang imellem. På den måde får de ting, der står fremme faktisk den opmærksomhed, de fortjener, frem for at der står en helt masse forskellige pyntegenstande og kæmper om fokusset. Det gælder som regel om at have relativt få ting stående fremme i en mindre bolig, så det ikke kommer til at virke rodet eller uoverskueligt, og derfor skal du altså udvælge dine pyntegenstande med omhu, så de ting, der faktisk står fremme, virkelig kommer til deres ret.