Entréen er det første sted, du møder ved hjemkomsten. Det er den, dine gæster enten beundrer, eller som de roder rundt i, grundet for mange møbler og for lidt plads. En entré skal både være praktisk indrettet og se flot ud, så glæden kan ramme dig, hver gang du træder over dørtærsklen. Entréer findes desuden i alle slags størrelser og former, hvilket let kan gøre indretningen besværlig. Derfor skal du, ved indkøb af nye møbler eller tilbehør til entréen, fokusere på, hvad der kan hjælpe dig i den travle hverdag, samt på, hvilken stil du holder af. Hermed kommer tips og tricks til indretning af diverse entréer, så nøgleordene går fra at være uoverskuelig og rodet til funktionel og indbydende.

Den lange og smalle entré

Hvis du overvejer at købe drømmehuset, hvor det eneste minus er en lang og smal entré, skal du ikke opgive håbet. En lang og smal entré kan sagtens gøres til et både praktisk og smukt rum. For at spare plads, kan du investere i skabe med skydedøre, så alle familiemedlemmernes jakker kan gemmes væk. Andre opbevaringsløsninger, som skænke eller skoplads, kan desuden hænges op på væggen. Hermed udnytter du de lange vægge og bliver fri for at se sko, cykelhjelme og vanter ligge og rode på den lille gulvplads. Når entréen skal blive indbydende og hyggelig, kan du ligeledes finde et par smukke spejle, så rummet samtidig føles større. Hermed er der også rig mulighed for at tjekke frisuren.

Gør væggen eller hjørnet til din nye entré

Flere moderne lejligheder kommer desværre i dag med ingen entré eller blot med et lille hjørne, der er tænkt til formålet. Dog kan du heldigvis skabe gode løsninger, så du og dine gæster alligevel kan få en entréfornemmelse ved stuen eller køkkenets åbning. Hvis du blot har en væg at gøre godt med, kan du anskaffe nogle smarte knagerækker og flotte hylder hertil, så der er rigeligt med plads til alle udetingene. Tapet i søde mønstre eller en smuk pastelfarve kan ligeledes gøre entréfornemmelsen endnu større samt give væggen nyt liv. Som prikken over i’et er en retrostol eller en lille, fin bænk et godt forslag. Til dig der må nøjes med det lille hjørne, må du finde stumtjeneren frem eller et moderne, højt skab. Hjørnet kan ligesom væggen tapetseres, så der pludselig opstår en tydelig adskillelse fra resten af rummet.

Til den store entré

Er du så heldig at have en stor entré med plads til alverdens sager, skal du endelig vælge større opbevaringsmuligheder såsom store kommoder, lange gode skabe og et par fine stole, til når skoene skal på. Samtidig kan du investere i rumdelere, hvis entréen skal udnyttes til både vaskestation, arbejdsplads samt velkomstrum. En stor entré kan dog ende med at miste varmen og hyggen, hvis du blot koncentrerer dig om de store møbler. Pynt derfor rummet med smukke billeder, et langt flot tæppe og små søde pynteting, som vil skabe et hyggeligt miljø.