have

Vores have er i dag ikke blot træer, blomster og græsplæne, men et samlingspunkt for familieliv, fritidsaktiviteter, sammenkomster og afslapning. Der skal være plads til legende børn, grillaftner med naboerne og sommerlæsning i skyggen. Vores have skal skabe hyggelige rammer, og den skal rumme en rolig og tryg atmosfære. Haven og de dertilhørende udendørsarealer er det første, der falder i øjnene, når vi ankommer til hjemmet, og for mange menneske er det at skabe et godt førstehåndsindtryk vigtigt. Typisk værnes der om et smukt og velplejet ydre, men projekter og løsninger både indendørs og udendørs må dog ikke være for tidskrævende. De skal passe ind i nutidens travle hverdag med mange forskellige gøremål og aktiviteter på programmet. Her kan du hente inspiration til indbydende og kreativ haveindretning, der tager sig flot ud og er nem at holde.

Smukke, farverige blomster og krukker

At bringe farver og liv til din have i form af planter og blomster er med til at gøre de ydre omgivelser smukke og indbydende. Det er dog vigtigt at vælge den rigtige slags planter og grønt, så det passer til dit behov, tid og overskud til vedligeholdelse.
Mange buske og træer blomstrer og tilfører din have farve det meste af året og er ikke så arbejdskrævende som andre plantesorter. En have forandrer sig hele året rundt, og havearbejde kan derfor ikke undgås helt. Med planter og blomster som Hortensia, blåbærbuske, husløg, Japansk Azalea og lavendel kan du dog skabe et farverigt udtryk, som ikke kræver det helt store tidsforbrug og grønne fingre. Sæt eventuelt træer og blomsterbuske i krukker eller firkantede bede, så de er nemme at holde, slå græs omkring og flytte rundt på. Krukker i forskellige former og farver på terrassen kan også bringe liv og farve til din haveindretning.

Bring hygge og aktiviteter til haven

Din have skal gerne afspejle personlighed og passe til stilen og typen af dit hus. Din have skal danne rum for kreativitet, hjemlighed og socialitet, hvilket let kan gøres gennem små, enkelte haveprojekter. Tilføj en grill på terrassen og et nydeligt spisebord til diverse sammenkomster, hæng en hængekøje op mellem to træer til den ugentlige lørdagsafslapning i sommerperioderne, lav en bålplads til skumfiduser og snobrød med børnene eller dyrk egne grøntsager og frugter i et lille drivhus. Haven er en god mulighed for fælles aktiviteter og familietid, og det er nemt at indrette din have til dine personlige interesser og behov. Gør plads til sjov og leg både i hverdagens jag, og når gæster aflægger et visit. Dette vil give et frisk pust til din have og indbyde til mange gode timer udendørs.

Lav dine egne havemøbler

Din have behøver ikke nødvendigvis være en dyr affære. Med genbrug og kreative løsninger er det muligt at pifte din have op og gøre den personlig og unik. At lave sine egne havemøbler behøver ikke være så kompliceret, som det lyder. Lav en sofagruppe eller daybed af gamle træpaller og bjælker. Pift den op med en omgang maling, sæt et par hjul underneden, og gør den hjemlig og hyggelig med madrasser, tæpper og puder. En alternativ idé er at kreere en gyngende hyggekrog i det store træ for enden af haven. Lav en stor gynge af en palle og et kraftigt reb.

At flytte boligen ud

En af de nyeste havetendenser er at flytte boligen ud, så mere tid bruges i naturens omgivelser. Grænserne mellem ude og inde sløres. Nye tendenser som udendørs bad, udekøkkener, loungelignende terrasser og havehuse har vundet stort indpas i haveindretningen, trods dét at vedligeholdelsesfrie løsninger stadig prioriteres højt. At bruge tid i naturen er afstressende, at sove under stjernehimlen på terrassen er ikke utænkeligt, og kaffe i det fri er ikke længere kun forbeholdt de varme forårstider. Den moderne have skal ikke blot bestå af en grøn nyslået græsplæne, men fungere som et indbydende opholdssted, hvor man har lyst til at være og hygge sig. Haven bruges i dag ikke kun til sociale aktiviteter som en god omgang fodbold, men også til en lang række gøremål, der førhen blev anset som indendørsaktiviteter. Madlavningen flyttes i stor stil udenfor hele året rundt, og mange familier laver mad ude, selv i de kolde vintermåneder.