Boligpriserne stiger landet over

Din bolig er sandsynligvis blevet mere værd det seneste kvartal – i hvert fald hvis man skal stole på tal fra Boligmarkedsstatistikken. Både priserne ejerboliger og lejligheder er steget pænt i 3. kvartal af år 2016, og forventningen er, at prisstigningerne vil fortsætte ind i det nye år. Stigningerne er særligt koncentreret omkring København, mens huspriserne i 27 kommuner er faldet. 

Den seneste rapport fra Realkreditrådet, der står bag de kvartalvise boligmarkedsstatistikker, viser blandt andet, at prisen på ejerlejligheder aldrig har været højere, mens ejerboligpriserne nærmer sig rekorden fra 2008 før finanskrisen. Samtlige landsdele har oplevet stigninger, selvom københavnske adresser løber med førertrøjen.

Markedet for ejerlejligheder er brandvarmt i København

Dykker vi ned i tallene fra rapporten, viser udviklingen, at ejerlejlighedspriserne på landsplanen er steget med ca. 7 %. Dette tal trækkes væsentligt op af hovedstaden, hvor priserne er steget med godt og vel 50 % de seneste fire år. Boligmarkedseksperter vurderer, at der kan være en boligboble under opsejling på det københavnske ejerlejlighedsmarked, og advarer om, at man som køber bør tænke sig om en ekstra gang, inden man investerer i en lejlighed på Frederiksberg eller Nørrebro. Nationalbanken har tilmed skønnet, at priserne pt. er 10 % højere end den reelle markedsværdi, hvilket kan få konsekvenserne i form af et markant prisfald, hvis renterne stigerne.

København er dog stadigvæk en miniput sammenlignet med vores norske og svenske naboer. I Oslo blev en lejlighed på 16 kvadratermeter eksempelvis for nyligt solgt for hele 2,3 millioner kr. – en kvadratmeterpris på imponerende 143.000 kr. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris i Norges hovedstad var i fjor 72.000 kr., en stigning på 40 % siden 2012, mens det tilsvarende tal i Stokholm i 2016 var omtrent 57.000 kr. svarende til en stigning på 58,7 % på blot fire år. I København hedder tallene henholdsvis 34.000 kr. for 2016 og 23.000 kr. i 2012 – som nævnt en stigning på ca. 50 %.

Yderligere prisstigninger i vente i det nye år

De pæne prisstigninger kommer efter en række år med moderate fald i efter finanskrisen og bliver uden tvivl hilst velkommen såvel i Jylland som Indre København. Selvom en række kommuner stadig halter efter ift. priserne før krisen, er forventningen, at husejerne også i år 2017 kan se frem til stigende boligpriser. Fremtiden er naturligvis svær at spå om, men spørger man regeringen, lyder deres skøn på ca. 4%, mens Nationalbanken er en smule mere konservativ med sine 3 %.

Spørger man banker og realkreditinstitutterne, lyder der nogenlunde samme svar. Nykredit forventer stigninger på mellem 1,5 til 4,3 %, hvoraf de største prisstigninger igen vil komme københavnske boligejere tilgode. Lejlighedspriserne spås ligeledes at få endnu et nøk opad i 2017 – ejerlejligheder i hovedstaden forventes at stige med hele 6,5 % ift. 2016, og der er således intet, som tyder på, at boligmarkedet er ved at køle af på trods af udsigterne til højere renter, hvilket kan have en betydning for prisudviklingen.