Sommeren er på vej, og der er intet bedre end at sidde udenfor og spise aftensmad med vennerne, grille, snakke eller bare nyde det gode vejr i en lækker solseng. Men er du ikke så heldig at have hus og have og dermed massevis af udendørs kvadratmeter, har vi en guide til dig. En guide til bymennesket med en lille altan. En altan på 4-6 m2kan virke utrolig lille, men med den rigtige indretning kan den lille altan med sikkerhed blive dit yndlingssted i hele lejligheden. Denne artikel giver dig fem tips til, hvordan du kan indrette din altan bedst på få kvadratmeter.

Bestem funktionaliteten af din altan

Skal din altan være en grøn oase, hvor du kan gro forskellige krydderurter og grøntsager? Eller drømmer du om den perfekte altan, hvor du kan nyde aftensolen og bare slappe af efter en lang dag på arbejde? Det er vigtigt, at du bestemmer funktionaliteten af din altan, inden du begynder at indrette. Indretning på få kvadratmeter kræver nemlig langt større planlægningsarbejde, end når man har masser af plads at boltre sig på. Læg en plan for indretningen, og dan dermed et overblik over dine muligheder.

Vælg de rigtige møbler

Det er essentielt at vælge de helt rigtige møbler, når du indretter din lille altan. Vælg møbler, der får altanen til at virke større og mere indbydende, men samtidig også komfortabel. Et godt råd er at kaste sig ud i at lave hjemmelavede møbler, der passer præcis til din altans kvadratmeterfordeling. Det kan spare dig en masse plads, og samtidig kan du få lige præcis det look, du ønsker. Prøv samtidig at komme væk fra de typiske, klodsede havemøbler, der hurtigt ser meget voldsomme ud. Hold dig til enkelt design for et lettere indtryk.

Multifunktionelle løsninger

Når man indretter på få kvadratmeter, hvad enten det er en lejlighed eller en altan, er multifunktionelle møbler din redningsmand. Vælg eksempelvis et lille spisebord til altanen, der samtidig kan klappes op til et tøjstativ eller en bænk med indbygget opbevaring. Det handler om at være kreativ og ofte at tænke i højden i stedet for bredden, når man skal indrette på få kvadratmeter.

Skab hygge

Det vigtigste ved den lille altan må være, at det skal være et rart sted at være. Ligegyldigt om den bruges til afslapning, planter eller noget helt tredje. Skab en hyggelig stemning på din altan ved brug af tekstiler. Gulv- og vægtæpper tager ingen kvadratmeter, men spiller en stor rolle for det samlede indtryk. Indret din altan med tæpper, puder og plaider og skab derigennem en hyggelig og hjemlig atmosfære.

Hængeplanter

For det komplette look kan du tilføje forskellige planter til din altan. Planter giver både liv og varme og er sammen med tekstiler med til at skabe den hyggelige stemning. På den lille altan er det en rigtig god idé at bruge hængeplanter. Har du en ledig væg, kan du opsætte et gitter og skabe en hel plantevæg. Du kan også bruge kløvede altankasser, der kan hænge på gelænderet og dermed hverken optager væg eller gulvplads. Der er et hav af muligheder for at inkorporere planter i din indretning, selvom du hverken har hus eller have.